Ude Opgave 6.

6. Ude

De sorte perlerunde øjne ser direkte igennem kød og blod, direkte ind til sjælen. Aflæser med dømmende blik alle mine hemmeligheder, tanker og følelser. I frustration råber jeg nyttesløst efter kragen; ”Forsvind kræ!” med to hurtige flak forsvinder kragen ud i mørket.

Satans krage

Der går ikke mange sekunder før jeg får genoprettet fokus, med fire raske skridt træder jeg ind i den svagt belyste telefonboks. Idet jeg taster det første tal ind, hører jeg hvad der føles som hundrede skrig, krager der skriger af deres lungers fulde kraft. Håner mig for min uvidenhed, jeg ignorer uden tøven deres skrig og taster hurtigt de sidste cifre ind.

”Mor, mor er du her?” får jeg hastigt spyttet ud. Der går ikke mange sekunder før svaret lyder; ”Ja, det er tyve minutter siden du skulle have været hjemme, hvor bliver du af?”

Ja hvor bliver jeg egentlig af tænker jeg for mig selv, ved ikke hvor jeg er eller hvordan jeg er endt her. ”MOR! Jeg ved ikke hvor jeg er, du bliver nødt til at hente mig”

”Men hvor er din søster?” siger hun panisk, ”Jeg ved det virkelig ikke Mor” svarer jeg. Bonk lyder det når telefonen støder langsomt ind i bordbenet.. Telefonen er blevet kastet ud af hånden. Jeg lytter stadig intenst efter i telefonen, ”Vi burde ringe efter politiet, de må da kunne finde dem?” Siger mor. Med et gennembrydende suk svarer min far kold og kynisk ”Det er for sent, chancen for de overlever natten over er lig’ med nul.”

Mere kan jeg ikke klarer, jeg smækker røret i og løber ud i skoven, ud i mørket ud i intetheden. De eneste lyde der nu eksistere i min verden er de gennemtrængende skrig fra kragerne der  flyver i cirkler over mig. Næsten som de prøver at fortælle mig noget, jeg stopper.

Stopper med at løbe, stopper med at tænke. Lukker øjnene og lytter til kragerne, ”Hvad, hvad laver jeg dog?” Hvisker jeg irritabelt til mig selv. Laver et lille hvin og løber straks videre, Satans krager..

Luften er kølig, og en tyk tåge har omkranset mig, alene. Alene føler man sig vel altid lidt, men her. Lige nu, føler jeg mig mere end bare alene, jeg føler mig decideret ensom og forladt. Sekunder føles som timer.

Èt lys, det lille spinkle desperate lys der kæmper igennem den tykke tåge, var det der gav mig håbet tilbage. Jeg vælter gennem grene og blade i et forsøg på at nå det lille lys inden det forsvinder. Jeg bryder ud af et stort rhododendron buskads, og ser den samme lille telefonboks som jeg tidligere havde trådt ud af. ”Hvordan er det dog muligt, er jeg løbet i cirkler?” Tænker jeg for mig selv. ”Hvad nej, det er da ikke muligt? Jeg er ikke drejet på noget tidspunkt!”. Før jeg får muligheden for at tænke tanken færdig hører jeg en stemme fra den svagt belyste telefonboks. ”Mor, mor er du her?” lyder det fra min søster, der nu står i telefonboksen på samme måde som jeg gjorde for blot timer siden. Jeg går afslappet hen og prikker hende på skulderen, velvidende om at vi dør i aften.

”Hey du” Siger jeg stilfærdigt, i det hun vender sig om falder en lille tåre ned af min kind. ”Hey” Svarer hun goldt. Vores blikke forenes, og hun gripper min hånd. ”Lad mig vise dig vejen hjem” hvisker hun, jeg nikker bare og følger hendes bevægelser. Vi går i få minutter hen ad en snoende skov sti, og ender på en lille bakke. Vi ligger os i græsset og ser mod stjernerne. ”Satans krager” Siger hun nyttesløst ud i mørket.