Analyse af Drøn
Digtet er skrevet af Micheal Strunge i 1982,
Digtet er lyrisk, med fokus på jeg
fortælleren. Digtet virker lidt selvisk og egoistisk, da alle indtrykkene er
fokuseret på jeg fortælleren og ikke nogle andre ”Jeg er et drøn gennem byen,
pludselig hænger jeg som plakat og sviner mig til med græs i en fodgængrerundergang
jeg træder gennem en vandpyts overflade og byens neonspejling ryster.
Digtet er samtidig et prosadigt med
en fri rytme.
Digtet giver en masse forskellige
stemninger og billedere som F.eks ”Dråber explodere i alle retninger idet de
gør kamikaze mod asfalten”. Igennem hele digtet har man den fornemmelse at
fortælleren løber igennem en gaden Fx: ”Jeg træder gennem en vandpyts overlade
og byens neonspeljning ryster” og ”Jeg går og løber, jeg går og synger 20
guitarakkorder”.
Der er også nogle sammenligninger i
digtet; ”Åh, riv mine molekyler fra mig og del mig ud som aske og pot”.
Stemningen i digtet er glad og han
nyder sine omgivelser som han går rundt i byen.
”Åh, spændte knalddrømme. Nattesene
synsorgasmer.” Hvilket går hen imod den episke genre. Da det skaber en form for
historie. Han går rundt om natten og nyder hvad han ser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar