mandag den 3. november 2014
Analyse af Michael Strunge's "DRØN"
Analyse af Drøn
Digtet er skrevet af Micheal Strunge i 1982,
Digtet er lyrisk, med fokus på jeg
fortælleren. Digtet virker lidt selvisk og egoistisk, da alle indtrykkene er
fokuseret på jeg fortælleren og ikke nogle andre ”Jeg er et drøn gennem byen,
pludselig hænger jeg som plakat og sviner mig til med græs i en fodgængrerundergang
jeg træder gennem en vandpyts overflade og byens neonspejling ryster.
Digtet er samtidig et prosadigt med
en fri rytme.
Digtet giver en masse forskellige
stemninger og billedere som F.eks ”Dråber explodere i alle retninger idet de
gør kamikaze mod asfalten”. Igennem hele digtet har man den fornemmelse at
fortælleren løber igennem en gaden Fx: ”Jeg træder gennem en vandpyts overlade
og byens neonspeljning ryster” og ”Jeg går og løber, jeg går og synger 20
guitarakkorder”.
Der er også nogle sammenligninger i
digtet; ”Åh, riv mine molekyler fra mig og del mig ud som aske og pot”.
Stemningen i digtet er glad og han
nyder sine omgivelser som han går rundt i byen.
”Åh, spændte knalddrømme. Nattesene
synsorgasmer.” Hvilket går hen imod den episke genre. Da det skaber en form for
historie. Han går rundt om natten og nyder hvad han ser.
Ude Opgave 6.
6. Ude
De
sorte perlerunde øjne ser direkte igennem kød og blod, direkte ind til sjælen.
Aflæser med dømmende blik alle mine hemmeligheder, tanker og følelser. I
frustration råber jeg nyttesløst efter kragen; ”Forsvind kræ!” med to hurtige
flak forsvinder kragen ud i mørket.
Satans
krage
Der
går ikke mange sekunder før jeg får genoprettet fokus, med fire raske skridt
træder jeg ind i den svagt belyste telefonboks. Idet jeg taster det første tal
ind, hører jeg hvad der føles som hundrede skrig, krager der skriger af deres
lungers fulde kraft. Håner mig for min uvidenhed, jeg ignorer uden tøven deres
skrig og taster hurtigt de sidste cifre ind.
”Mor,
mor er du her?” får jeg hastigt spyttet ud. Der går ikke mange sekunder før
svaret lyder; ”Ja, det er tyve minutter siden du skulle have været hjemme, hvor
bliver du af?”
Ja
hvor bliver jeg egentlig af tænker jeg for mig selv, ved ikke hvor jeg er eller
hvordan jeg er endt her. ”MOR! Jeg ved ikke hvor jeg er, du bliver nødt til at
hente mig”
”Men
hvor er din søster?” siger hun panisk, ”Jeg ved det virkelig ikke Mor” svarer
jeg. Bonk lyder det når telefonen støder langsomt ind i bordbenet.. Telefonen
er blevet kastet ud af hånden. Jeg lytter stadig intenst efter i telefonen, ”Vi
burde ringe efter politiet, de må da kunne finde dem?” Siger mor. Med et
gennembrydende suk svarer min far kold og kynisk ”Det er for sent, chancen for
de overlever natten over er lig’ med nul.”
Mere
kan jeg ikke klarer, jeg smækker røret i og løber ud i skoven, ud i mørket ud i
intetheden. De eneste lyde der nu eksistere i min verden er de gennemtrængende
skrig fra kragerne der flyver i cirkler
over mig. Næsten som de prøver at fortælle mig noget, jeg stopper.
Stopper
med at løbe, stopper med at tænke. Lukker øjnene og lytter til kragerne, ”Hvad,
hvad laver jeg dog?” Hvisker jeg irritabelt til mig selv. Laver et lille hvin
og løber straks videre, Satans krager..
Luften
er kølig, og en tyk tåge har omkranset mig, alene. Alene føler man sig vel
altid lidt, men her. Lige nu, føler jeg mig mere end bare alene, jeg føler mig
decideret ensom og forladt. Sekunder føles som timer.
Èt
lys, det lille spinkle desperate lys der kæmper igennem den tykke tåge, var det
der gav mig håbet tilbage. Jeg vælter gennem grene og blade i et forsøg på at
nå det lille lys inden det forsvinder. Jeg bryder ud af et stort rhododendron
buskads, og ser den samme lille telefonboks som jeg tidligere havde trådt ud
af. ”Hvordan er det dog muligt, er jeg løbet i cirkler?” Tænker jeg for mig
selv. ”Hvad nej, det er da ikke muligt? Jeg er ikke drejet på noget
tidspunkt!”. Før jeg får muligheden for at tænke tanken færdig hører jeg en
stemme fra den svagt belyste telefonboks. ”Mor, mor er du her?” lyder det fra
min søster, der nu står i telefonboksen på samme måde som jeg gjorde for blot
timer siden. Jeg går afslappet hen og prikker hende på skulderen, velvidende om
at vi dør i aften.
”Hey
du” Siger jeg stilfærdigt, i det hun vender sig om falder en lille tåre ned af
min kind. ”Hey” Svarer hun goldt. Vores blikke forenes, og hun gripper min
hånd. ”Lad mig vise dig vejen hjem” hvisker hun, jeg nikker bare og følger
hendes bevægelser. Vi går i få minutter hen ad en snoende skov sti, og ender på
en lille bakke. Vi ligger os i græsset og ser mod stjernerne. ”Satans krager”
Siger hun nyttesløst ud i mørket.
tirsdag den 28. oktober 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)